Forside

Hundehandlerbillede2

Hunden er menneskets bedste ven, og vi har over en halv million hunde i Danmark. De fleste, der køber hund, ønsker at få et nyt familiemedlem, som bliver del af familien i ti – femten år. Størstedelen af opdrættere i Danmark gør en stor indsats for at fremavle mentalt og fysisk sunde hunde og sælge til gode ejere, der værdsætter den enkelte hunds egenskaber og kvalifikationer. Desværre er der også i Danmark en skare af kyniske hundehandlere, som formår at snyde selv meget erfarne hundefolk, og sælge syge hunde, som er opdrættet under de mest horrible forhold, til vanvittigt høje priser.

Who-Cares startede i 2013 for at informere privatpersoner, foreninger, myndigheder, politi, ministerier og pressen om den danske hundehandler-underverden. Siden vi satte os for at udbrede kendskabet til hundehandlere, er de blevet afsløret gennem en lang række artikler og dokumentarprogrammer i bl.a. TV3, DR Kontant, Ekstra Bladet, TV2, Landbrug Syd, Hunden, Hundenyheder, m.fl.

Her på siden kan man finde masser af gode råd til køb af hund.

Ida Holst Kristensen har skrevet bogen “Hotdogs – i hundehandlernes verden”, som afslører de grusomheder, som foregår i hundehandlerverdenen. Bogen er relevant for alle hundefolk, som ønsker at vide, hvordan hundehandlerverdenen fungerer. Bogen er også relevant for enhver, som ønsker at få indblik i, hvordan politi og kommunale myndigheder beskytter hundehandlere, som udnytter ethvert smuthul i loven, for at presse sorte penge ud af intetanende hvalpekøbere. Læs mere om bogen andetsteds på siden.

Folkene bag Who-Cares har gennem årene rådgivet og hjulpet utallige hvalpekøbere og ofre for hundehandlere. Nu er vores erfaringer samlet her på siden, samt på facebook siden, og uddybet i bogen, og vi går ikke ind i sager mere. Vi opfordrer enhver med kendskab til hundehandlere til selv at have mod og mandshjerte til at anmelde hundehandlere til politi og kommune, samt kontakte pressen og informere via sociale medier.

Vores store ønske er at få de gemte og glemte hunde frem i lyset. 

På vegne af Who-Cares,

Ida Holst Kristensen.